PEER RACING

I sæson 2002 hedder teamet, som PEER Racing arbejder sammen med, ikke mere Havoline Racing Team, da TEXACO desværre ikke er sponsor for teamet mere. Der arbejdes nu på at få en hovedsponsor ud over Lån & Spar Bank. Men teamchefen hedder stadig Elvin Nielsen og han har stadig Elvin Nielsen Motorsport (ENM).

Sæsonstarten på Ring Djursland var ikke den allerbedste for PEER Racing. I første heat blev Peer godt nok nr. 3 og kørte hurtigste tid, men i andet heat kørte han sig selv af banen fra pole position. 13 point blev det til, og en delt 6. plads i det samlede regnskab.

Så gik det betydelig bedre på Jyllands Ringen d. 12. maj - 2 pole, 2 hurtigste omgange, 2 førstepladser. Se, det var noget, der kunne bruges til at gøre Peer glad. Bil nr. 22 fik 2x22 point.
Fra en delt 6. plads, røg Peer helt til tops, men godt nok kun med 1 point ned til Jan Neumann på anden pladsen.
I 1. heat lavede Peer måske årets overhaling, idet han i slutningen af et spændende løb, hvor han fra pole var blevet overhalet først af Anders Ole Egebart og siden af Jan Neumann, overhalede dem begge på én gang ind på langsiden, og et par omgange senere kørte først forbi det ternede flag. Flot race.peer_overhal.wmv>Se overhalingen her

Juni-løbene på Jyllands Ringen d. 8. og 9. juni var både op og ned for PEER Racing. Det blev hverken til pole eller hurtigste tid, men alligevel vandt Peer første løb. I et spændende 1. race, hvor der var mange overhalinger og udbremsninger, havde Peer efterhånden tilkæmpet sig førerpositionen, men der var hård kamp mellem Jan Neumann og Tommy Nygaard om 2. pladsen, som resulterede i sammenkørsel, hvor Tommy måtte udgå og Jan kom ind på 6.-pladsen.
2. race tegnede ligeså spændende, hvor Peer igen havde tilkæmpet sig førerpositionen, men blev så overhalet af Tommy Nygaard. Peer indledte nu et angreb på Tommy, og samtidigt pressede Jan Neumann på bagfra. Allerede i 6. omgang forsøgte Jan et angreb med det resultat at både han og Peer røg i sandkassen, og så var det løb slut for dem. Tommy kunne nu stille og roligt vinde det løb.

Pointstillingen i toppen er meget tæt, her medens vi holder sommerferie. Jan Neumann 109 p. Anders Ole Egebart 100 p. Peer Olander Nørgaard 94 p.

Til sommerløbene på Ring Djursland d. 10.-11. august starter det rigtigt godt. Peer vinder 1. løb foran Jan Neumann og Allan Berndt. I 2. løb nåede Peer kun at køre 8 omgange, så sad venstre baghjul på tværs. Forinden havde Jan Neumann påkørt Peer´s venstre baghjul ikke mindre end tre gange - det kunne det ikke holde til. Nogle mente, at Jan også havde ramt Peer´s højre baghjul een gang også. Ja, vi kender slet ikke Jan fra den side - men sådan er race også. Løbet blev vundet af Anders Ole Egebart foran Michael Outzen og Tommy Nygaard. Jan kom ind på fjerdepladsen og fik 10 point. Disse 10 point skulle senere vise sig at sikre ham guldmedaljen, så Peer for tredje gang måtte "nøjes" med sølvmedaljen.

Men det ved vi faktisk ikke endnu, for der er flere løb tilbage, inden vi når så langt.
På Jyllands Ringen er der også dramatik på. Sidst i august er der Grand Prix på Jyllands Ringen. Peer har pole i første løb og skal starte 2er i andet løb.

I første løb må Peer tage til takke med en 3. plads efter et lidt uheldigt løb. I andet løb sker dramatikken. I Hesteskoen bliver Peer presset ulovligt ud i sandet af Jan Neumann (synes vi), men Peer kan dog fortsætte og bliver nr. 2. Da Jan vinder begge løb, så bliver han svær at slå i kampen om DM.

Finaleløbene på Jyllands Ringen d. 28.-29. september er ikke helt optimale for PEER Racing. det bliver til start nr. 3 i begge løb. I 1. løb bliver Peer nr. 3 efter Anders Ole Egebart og Jan Neumann. Stillingen er nu meget tæt i toppen mellem disse tre, men Jan kan nu ikke hentes selvom han ikke får point i sidste løb. Det får han heller ikke p.g.a. en opstået teknisk fejl på bilen. Han udgår allerede efter tre omgange. Da Anders Ole Egebart også udgår p.g.a. teknisk defekt, så er 2. pladsen i DM hjemme og dermed Peer´s 3. sølvmedalje. Sidste løb bliver vundet af Tommy Nygaard foran Peer. Peer´s teamkammerat Roy Arild Edland fra Norge bliver nr. 3 og får dermed sin første podieplads i Formel 1800. Flot og godt for ham.

DM stillingen blev således:
1. Jan Neumann - 2. Peer Olander Nørgaard - 3. Anders Ole Egebart - 4. Tommy Nygaard - 5. Allan Berndt - 6. Roy Arild Edland - 7. Kenn Lyngby - 8. Kelvin Nielsen - 9. John Andersen - 10. Michael Outzen - 11. Ronnie Andersen - 12. Svend Erik Sørensen - 13. Eva Marie Holst - 14. Henning Bitsch - 15. Johannes Øie - 16. Ole Skov - 17. Ole Rasmussen - 18. Steffen Møller.
De sidste 4-5 stykker har ikke kørt alle løb.