[Ingen titel]
Om Flemming Nørgaard

Jeg er født i 1939 i Vester Nykirke Sogn lidt udenfor Esbjerg. Efter mellemskoleeksamen kom jeg i lære som klejnsmed med vægte som speciale (Vægtsmed). Fra 1960-74 var jeg flymekaniker på Flyvestation Karup. Efter højskoleophold (Vestbirk) og landbrugsskole (Asmildkloster, Viborg) havde jeg frem til 1988 en privat inseminørpraksis med forhandling af veterinære lægemidler (som ikke omfatter medicin). Derefter tog jeg organisteksamen ved Vestervig Kirkemusikskole og efter forskellige vikarjobs nu fastansat organist ved Kvols og Tårup kirker, der ligger smukt ved Hjarbæk Fjord.

Hvad har jeg ellers beskæftiget mig med?:

I 1979 tog jeg initiativ til at starte en musikforening og en musikskole i Karup Kommune. Begge dele har fungeret fint lige siden, og jeg har været formand for begge dele det meste af tiden. (Valgte at stoppe i år 2000 efter 20 år på posterne).

I 1984 var jeg med til at starte en landsdækkende forening af privatpraktiserende inseminører. Her var jeg formand indtil jeg solgte min praksis i 1988.

I 1992 blev jeg valgt ind i Lysgaard Menighedsråd, hvor jeg har været sekretær lige siden.

I 1993 var jeg med til at starte "Landsbyhuset i Lysgaard" - et samlingssted hvor alle kan mødes og være med i forskellige aktiviteter. Jeg leder sammen med et andet menighedsrådsmedlem en "Torsdagsklub" for pensionister.

I 1994 tilmeldte jeg mig "Den Elektroniske Musikskole" under Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg. Samtidig begyndte jeg at komponere og rigtig komponist blev jeg i 1997, da jeg det år fik to værker uropført.

Omkring 1994 startede jeg mit lille forlag, der hedder Phrons Forlag. Her trykker jeg noder, bøger og forenings- og kirkeblade m.m. samt andre opgaver efter aftale.
I år 2000 blev jeg forfatter og er nu igang med bog nr 2.

Her kan du klikke dig ind på mit forlags værkfortegnelse. udgivelser.htm

I 1997 begyndte min søn at køre racerløb i Formel Ford 1600 klassen og jeg er med som hans mekaniker. Det år blev han bedste rookie (nybegynder) i den klasse i Danmark. I 1998 gik det ikke særligt godt, især p.g.a. motorproblemer. I 1999 blev der skiftet til en Formel Ford 1800 årgang 1997, og da vandt Peer europamesterskabet i Eurocup 1. division. I år 2000 er der skiftet bil igen. Nu en årgang 1999. Hele foråret og et stykke ind i efteråret førte Peer DM, men blev slået på målstregen af en rigtigt godt kørende Michael Outzen. At blive nr. to er heller ikke så dårligt.

I år 2000 kom bogen "FRA NUL TIL EUROPAMESTER"
I 2001 var jeg med til at starte foreningen Danish Racing Club og blev på den stiftende generalforsamling valgt til foreningens første formand.

Klik her for PEER Racing PEERRACING.htm

I 2003 blev jeg valgt ind i Dansk Automobil Sports Union (DASU), og sad der til november 2010. Her i 2011 har jeg valgt at blive fuldtidspensionist, idet jeg sammen med min kone vil hellige mig campinglivets glæder.

NYT 2011

Campingture i Europa

Efter at jeg har valgt at udtræde af alle de ting, som jeg har været involveret i gennem de sidste mange år, er jeg nu blevet fuldtidspensionist som 72-årig.
Dermed er der åbnet op for, at min kone og jeg kan tage på lange campingture i Europa. forhåbentlig får vi nogle år, hvor det kan realiseres. Se siden om campingture campingture.htm